Skatteministeriets lovprogram 2020/2021
Noget er på vej
I Facit er vi normalt lidt tøvende med at skrive om kommende lovændringer på skatteområdet, idet der ofte sker ændringer under forhandlingerne. Det gælder også i år, hvor vi minder om, at landet ledes af en mindretalsregering. De ændringer, vi skriver om i det følgende, og som fremgår af Skatteministeriets lovprogram, skal derfor tages med et gran salt, idet de alle udspringer af aftaler indgået med skiftende flertal.
Regeringen har indgået forlig med et bredt flertal i Folketinget om en midlertidig forhøjelse af fradrag for udgifter til forsøgs-og forskningsvirksomhed. Lovforslaget har til formål at forhøje fradraget for virksomheders udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed i indkomstårene 2020 og 2021. Virksomhederne kan maksimalt opnå en skatteværdi af merfradraget på 50 mio. kr.
Den samme forligskreds har endvidere aftalt midlertidigt at forhøje bundfradraget ved udlejning af sommerhuse i indkomståret 2020 fra 41.800 kroner til 60.000 kroner, forudsat der sker indberetning af lejeindtægten til Skattestyrelsen.
Formålet med den midlertidige forhøjelse er at give de private udlejere af fritidsboliger en økonomisk håndsrækning som følge af det dramatiske fald i lejeindtægter, der blev udløst af den langvarige grænselukning.
Der er også bred enighed om at bakke op om et lovforslag, der har til hensigt at forbedre de skattemæssige vilkår ved overdragelse til en erhvervsdrivende fond. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen fra december 2018 mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Radikale Venstre om at sikre skattefri overdragelse af en erhvervsvirksomhed til en erhvervsdrivende fond.
Idet lovforslaget er en genfremsættelse af et tidligere fremsat lovforslag, giver det en realistisk forventning om, at det snart bliver muligt at overdrage en virksomhed til en erhvervsdrivende fond.
Der er planer om at indføre en skematisk rentekorrektion, så der ikke via virksomheds- og kapitalafkastordningen ved udlejning af bolig til nærtstående kan opnås en højere fradragsværdi for renteudgifter end ved privat køb af bolig.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen fra december 2019 om finansloven for 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Den foreslåede rentekorrektion har til formål at fjerne skattefordelen ved forældrekøb i virksomhedsordningen med et simpelt indgreb, som har fokus på opgørelsen af ”rentefordelen” ved at lade forældrekøb indgå i virksomhedsordningen. Hvis Folketinget vedtager loven som foreslået, vil det således fortsat være muligt at bevare eller at etablere forældrekøb i virksomhedsordningen.
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har der været forslag på bordet til finansiering af forskellige tiltag, som regeringen har ønsket at fremme til udmøntning af sine prioriteringer i Forståelsespapiret, herunder den såkaldte Arne-pension. Der er nu indgået aftale herom.
Ud over en stramning af den finansielle sektors skatteforhold har der været stillet forslag om en forhøjelse af det skrå skatteloft for positiv kapitalindkomst og om en forhøjelse af marginalskattesatsen for aktieindkomst.
Som det ser ud i skrivende stund, er disse forhøjelser af skattesatser ikke længere aktuelle; de er i hvert fald ikke en del af aftalen om Arne-pensionen. Om de kommer på bordet senere i anden sammenhæng er endnu uvist.
Vi vender tilbage i et senere nummer af Facit med en beskrivelse af de kommende nye regler på de beskrevne områder, når de er endeligt vedtaget og dermed kan beskrives mere detaljeret.