Sådan opnår du fradrag for alle dine pensionsindbetalinger

Sådan opnår du fradrag for alle dine pensionsindbetalinger

Er du en af de mange tusinde berørte borgere, som ikke har fået fradrag for alle foretagne pensionsindbetalinger? Læs med her, og bliv klogere på, hvad du bør være opmærksom på og ikke mindst, hvordan du kan få adgang til alle dine fradrag.

14-01-2025

Alt for mange borgere får ikke fradrag for alle deres foretagne pensionsindbetalinger. I 2024 kan der for indbetalinger til ratepensioner og ophørende livrenter maksimalt opnås fradrag og/eller bortseelsesret for kr. 63.100 samlet set. Det gælder for både private og arbejdsgiveradministrerede indbetalinger.

Som borger går man glip af sine fradrag, hvis man indbetaler for meget til sin pensionsordning. Men hvorfor er det egentlig sådan?

 

Sådan påvirkes din private pensionsordning

Hvis maxgrænsen kr. 63.100 overskrides, er det altid den private ordning – hvis der er en sådan – som står for skud. Dvs. at i tilfælde, hvor der samlet indbetales mere end kr. 63.100, vil det altid være fradraget på årsopgørelsen (rubrik 21), som reduceres med det overskydende indbetalte beløb.

Indbetales der i 2024 f.eks. kr. 55.000 på en arbejdsgiveradministreret ordning, så er den løn, som borgeren bliver beskattet af hos arbejdsgiveren, grundet bortseelsesretten allerede nedsat med det indbetalte beløb. Indbetaler borgeren så også selv af beskattede midler til en privattegnet ordning f.eks. kr. 10.000, så vil fradraget på dennes årsopgørelse (normalt de 10.000) blive reduceret til kr. 8.100, idet der samlet set er indbetalt kr. 1.900 mere end maxgrænsen på 63.100 (2024).

 

Hvad kan du gøre?                                                                           

For at løse overskridelsen af maxgrænsen kr. 63.100 fra privattegnet ratepension eller ophørende livrente, findes der 2 muligheder:

  1. Det overskydende beløb indbetalt af beskattede midler på privattegnet ordning, i dette tilfælde kr. 1.900, kan udbetales uden konsekvenser for årsopgørelsen, idet man jo netop ikke har fået fradrag for beløbet.
  2. Det overskydende beløb kan overføres til en anden fradragsberettiget ordning (livsvarig ordning).

Sidstnævnte løsning skal indberettes af pensions-/pengeinstituttet til Skattestyrelsen, inden fradraget for de sidste kr. 1.900 kan opnås. NB! Forvent i den forbindelse ikke, at årsopgørelsen automatisk ændres. Skattestyrelsen skriver selv følgende i deres vejledning:

Når pensionsselskabets indberetning fremgår af dine skatteoplysninger, kan vi lave en ny årsopgørelse. Hvis ikke du automatisk modtager en ny årsopgørelse inden for en måned efter, at ændringen fremgår af dine skatteoplysninger, skal du kontakte os.

Man er også ”velkommen” til ikke at foretage sig noget. I så fald ender det nok blot med dobbelt beskatning (indbetaling af beskattede midler og beskatning ved udbetaling). Denne dobbeltbeskatning kan dog undgås, hvis man ved udbetalingen af sin pensionsopsparing kan dokumentere, at der ikke blev opnået fradrag på tidspunktet for indbetalingen, selvom det måske ligger 30-40 år tilbage.

Vil denne dokumentation være mulig, og vil det være muligt for pensions- eller pengeinstituttet at administrere dette, kan beløbet – som der ikke tidligere er foretaget fradrag for – blive udbetalt skattefrit.

 

Overskridelse af arbejdsgiverindbetaling: Hvad betyder det, og hvad kan du gøre?

Beskatning ved overskridelse af maksimumgrænsen

Hvis din arbejdsgiver indbetaler mere end 63.100 kr. (2024) til en ratepension eller ophørende livrente, registrerer Skattestyrelsen automatisk det overskydende beløb som skattepligtig indkomst i rubrik 347. Dette sker, fordi beløbet allerede er trukket fra din løn, der er blevet beskattet.

Mulige løsninger ved overskridelse:

  1. Udbetaling af det overskydende beløb: Det overskydende beløb, f.eks. 1.900 kr., kan udbetales uden yderligere konsekvenser, da det allerede er beskattet.
  2. Overførsel til livsvarig ordning: Beløbet kan overføres til en livsvarig pensionsordning, hvor det bliver fradragsberettiget. Dette eliminerer beskatningen af beløbet i rubrik 347.


Risiko for dobbeltbeskatning: Husk at indberette til Skattestyrelsen

Hvis du vælger at overføre det overskydende beløb til en livsvarig pensionsordning, skal pensionsselskabet indberette ændringen til Skattestyrelsen. Bemærk, at årsopgørelsen ikke automatisk opdateres, og du skal selv kontakte Skattestyrelsen, hvis den ikke ændres inden for en måned.

For såvel overskridelse af maksimumgrænsen ved private indskud og/eller arbejdsgiveradministreret indskud gælder, at tager du ikke handling, enten ved udbetaling af det overskydende beløb eller overførsel til en fradragsberettiget ordning (fx en livsvarig pensionsordning) kan du risikere dobbeltbeskatning: først ved indbetaling af beskattede midler og senere ved udbetaling. Denne dobbeltbeskatning kan kun undgås, hvis du ved udbetaling kan dokumentere, at der ikke blev opnået fradrag ved indbetalingen – selv hvis det ligger 30-40 år tilbage.

 

Hvad gælder for en livsvarig pensionsordning?

Hvad angår fradrag for indskud på livsvarige pensionsordninger, så gælder en del andre regler og fradragsmuligheder, end hvad der er gældende for indskud på ratepension og ophørende livrente.

For livsvarige pensionsordninger gælder der som udgangspunkt en maksimal årlig fradragsgrænse. Denne grænse kaldes opfyldningsfradraget og er på 58.100 kr. (2024). Der findes dog særlige regler, som kan gøre sig gældende. For eksempel gælder der særlige vilkår for selvstændige, ligesom reglerne varierer afhængigt af, om ordningen er arbejdsgiveradministreret eller privattegnet.

Derudover findes der specifikke regler for engangsindbetalinger. Disse forhold betyder, at mange borgere ofte opnår eller har ret til fradrag, der overstiger den nævnte fradragsgrænse.

  • Arbejdsgiveradministreret livsvarig pensionsordning

Der er ingen øvre grænse for, hvor stort et beløb der er bortseelsesret for i en arbejdsgiveradministreret livsvarig ordning. Har du f.eks. en løn på kr. 50.000 om måneden, er det således muligt at indbetale kr. 50.000 med fuld bortseelsesret (fradrag i din løn) hver måned.

 

  • Privattegnet livsvarig pensionsordning

For de privattegnede livsvarige ordninger gælder umiddelbart et opfyldningsfradrag på kr. 58.100 (2024). Det er – som beskrevet i vores tidligere artikel – netop her, der ”gemmer sig” rigtig mange glemte fradrag.

  • En éngangsindbetaling på en privattegnet ordning fordeles umiddelbart over 10 år
  • Engangsindbetaling kr. 1.000.000 – årligt fradrag i 10 år på 100.000
  • Engangsindbetaling kr. 400.000 – årligt fradrag i 10 år på 40.000 (som udgangspunkt).

Men hvis opfyldningsfradrag kr. 58.100 (2024) ikke er overskredet, kan der foretages fradrag herfor. Dvs. fradrag i alt kr. 400.000 kan være opbrugt efter 7 år.

Aftale med pensions-/pengeinstitut om indbetaling i 10 år giver også ret til fuldt fradrag for det indbetalte hvert år.

Få en nærmere uddybning omkring opfyldningsfradraget og et konkret eksempel i denne artikel.

 

Nedenfor kan du se, hvordan éngangsindbetalinger på privattegnede livsvarige ordninger kan fradrages:

Eksempel, hvor 1/10 fradrag altid udgør et mindre beløb end opfyldningsfradraget:

Èngangs indbetalinger År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 År 6 År 7 År 8

Rest
fradrag

År 1 kr. 300.000 30.000 30.000 30.000 30.000 30.000 29.500     0,- 
Opfyldningsfradrag 58.100 (2024)   28.100 28.100 28.100 8.100        
År 5 kr. 200.000         20.000 20.000 20.000 20.000 35.200
Opfyldningsfradrag 58.100 (2024)           8.600 38.100 38.100  
Fradrag i alt 58.100 58.100 58.100 58.100 58.100 58.100 58.100 58.100  

 

Eksempel, hvor 1/10 fradrag i en periode er mindre og en periode er højere end opfyldningsfradraget:

Èngangs indbetalinger År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 År 6 År 7 År 8 Restsaldi til fradrag
År 1 kr. 300.000 30.000 30.000 30.000 30.000 30.000 30.000 7.600  

0,-

Opfyldningsfradrag 58.100 (2024) 28.100 28.100 28.100 28.100          
År 5 kr. 500.000         50.000 50.000 50.000 50.000 291.400
Opfyldningsfradrag 58.100 (2024)             500 8.100  
Fradrag i alt 58.100 58.100 58.100 58.100 80.000 80.000 58.100 58.100  

 

NB! I ovenstående skemaer er anvendt 2024 satsen kr. 58.100 som opfyldningsfradrag for alle år.