Lån og hvidvask
Dette er ikke en opskrift!
Desværre – dette er ikke en opskrift på en ny metode i det omsiggribende univers vedrørende hvidvask og sortvask.
Tværtimod! Lige inden redaktionens slutning offentliggjorde Erhvervsstyrelsen en holdning til indberetning i henhold til hvidvaskloven. Emnerne er lån til kapitalejere eller ledelsesmedlemmer, som er ydet i strid med selskabslovens bestemmelser.
Der skal efter Erhvervsstyrelsens opfattelse ikke være megen skelen til forholdene vedrørende lånets opståen eller en eventuel efterfølgende opretning af skattemæssige forhold vedrørende lånene. Skattemæssigt og selskabsretligt er behandlingen af lånet forskellig.
Dette forhold har givet mange udfordringer for vores kunder og for os. Indtil nu har vi kunnet nøjes med at hjælpe med den skatteretlige opretning af problemstillingen, og vi har som følge af lovgivningen skullet oplyse dette i vores revisionspåtegninger.
Det kan vi ikke nøjes med længere. Nu kræver Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Hvidvasksekretariatet, at vi anmelder alle ulovlige lån til Hvidvaskdirektoratet. Det kan vi ikke slippe for.
Vi har anlagt den betragtning, at kun lån konstateret (ikke ydet!) efter starten af november 2019 er omfattet af vores indberetningspligt. Det er ikke tilladt for os at informere vores kunder om den foretagne indberetning.
Efter vores opfattelse er lån ikke lige den bedste måde at hvidvaske på, og det er vores opfattelse, at realiteten er overbelastning af Hvidvasksekretariatet og ærgrelser over spild af tid.