Konkursdiskriminerende klausuler i ejeraftaler

Vi ser ofte, at der er indgået en ejeraftale i kapitalselskaber med flere ejere af kapitalandelene.

Ejerne indgår typisk sådanne ejeraftaler for at varetage interne kerneinteresser og regulere det indbyrdes forhold ejerne imellem. Aftalernes bestemmelser skal modsat vedtægter ikke offentliggøres, og ved ændringer er de ikke i samme omfang underlagt indskrænkende regulering eller ”krav” om vurdering i lyset af Erhvervsstyrelsens praksis om at afvise vedtægtsklausuler uden fornøden ”vedtægtsrelevans”.

Ejeraftalernes bestemmelser vil oftest bære præg af ejernes interesse i at bevare ejerkredsens fortrolighed og undgå, at ejernes interesser skulle infiltreres og i værste fald tilsidesættes af udefrakommende. Sådanne bestemmelser kan dog i særlige tilfælde, fx som led i insolvensbehandling, blive anset for lige vel kreative og kan derfor næppe påberåbes over for kreditorer i den ene ejers konkursbo. Nærværende artikel behandler denne problemstilling.

Ejeraftalens virkning mellem selskabets ejere

Tidligere var ejeraftaler ikke reguleret i selskabslovgivningen, men det blev ændret i 2010 med indførelsen af selskabslovens § 82, som har følgende ordlyd:

”Ejeraftaler er ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.”

Det følger af bestemmelsen, at selskabet ikke er bundet af ejeraftalen, men dette betyder imidlertid ikke, at ejeraftalen ikke er bindende mellem kapitalselskabets ejere.

Mellem kapitalejerne er en ejeraftale derfor en aftale som enhver anden, og aftalen skal overholdes i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige grundsætninger.

Retsstillingen kan illustreres med et eksempel:

Der er mellem ejerne A, B, C og D indgået en ejeraftale, hvorefter B, C og D skal stemme på A som bestyrelsesmedlem på den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen er det imidlertid kun D, der stemmer på A som bestyrelsesmedlem. B og C misligholder derfor aftalen.

Trods A’s protester herimod vil retsvirkningen i selskabet være, at A ikke vælges som bestyrelsesmedlem, idet dirigenten på selskabets generalforsamling ikke skal efterleve ejeraftalen, jf. selskabslovens § 82.

Ejeraftalen har dog stadig retsvirkning mellem aftalens parter. Som følge af B’s og C’s misligholdelse af ejeraftalen på generalforsamlingen, kan A derfor eksempelvis rette et erstatningskrav mod B og C, hvis han kan påvise, at han har lidt et tab.

I ejeraftaler vil man også kunne finde bestemmelser, der retter sig mod det tilfælde, at ejerens kapitalandele skal afhændes ved en ejers misligholdelse af ejeraftalen eller ved en ejers konkurs.

Dette kunne være en aftalt forkøbsret, hvorefter de øvrige ejere har førsteret til at købe en misligholdende ejers kapitalandele til fx 80 % af markedsværdien fastsat af selskabets revisor.

I ovennævnte eksempel vil B og C derfor eksempelvis skulle afhænde deres kapitalandele til 80 % af markedsværdien, da de har misligholdt ejeraftalen ved ikke at stemme på A som bestyrelsesformand på den ordinære generalforsamling.

Der gives på den måde de øvrige ejere en ”rabat” på den misligholdende ejers kapitalandele. Idet sådan en aftale umiddelbart alene berører de parter, der er anført i ejeraftalen, vil klausulen typisk kunne håndhæves.

Bestemmelsen giver fra ejerkredsens synspunkt i øvrigt god mening at indføre under ejeraftalens udformning, idet bestemmelsen er udtryk for ejernes ønske om 1) håndtering af en eventuel intern ejerkonflikt på et senere tidspunkt og 2) bevaring af ejerkredsens lukkethed i forhold til udefrakommende.

Ejeraftalens virkning i tilfælde af en ejers konkurs

En lignende bestemmelse om forkøbsrettigheder til en nærmere aftalt kurs vil som nævnt kunne være indføjet i ejeraftalen med regulering af det tilfælde, hvor en af selskabets ejere går konkurs.

Konkurs er universalforfølgning mod skyldner, og konkursboet efter ejeren anses som tredjemand i forhold til ejeraftalen, men boet vil være ejer af kapitalandelene i selskabet sammen med de andre ejere.

Spørgsmålet kan i en sådan situation blive, om boet er forpligtet til at respektere klausuler i en ejeraftale om, at de øvrige ejere kan købe boets kapitalandele til fx 80 % af markedsprisen.

Effekten heraf kan blive, at der som følge af boets lavere salgsprovenu bliver færre midler til fordeling blandt boets kreditorer.

Det er et almindeligt konkursretligt princip, at man ikke kan aftale en ringere retsstilling for boet eller med andre ord indføre en klausul i en aftale, der er konkursdiskriminerende.

En konkursdiskriminerende aftale kunne være en aftale mellem et selskab og en ejer om, at ejeren har ret til at købe aktiver af selskabets senere konkursbo til aftalt favørpris. Når en aftale udelukkende er stilet mod et senere konkurstilfælde, vil den almindeligvis ikke skulle accepteres af kurator i konkursboet, der således ville kunne sælge aktiverne til højest bydende tredjemand.

Derfor synes en tilsvarende klausul i en ejeraftale om de andre ejeres forkøbsret til kapitalandele til en særlig kurs som udgangspunkt heller ikke at kunne håndhæves over for en af ejernes konkursbo.

Konflikten vil sædvanligvis kunne løses i praksis. Ofte vil en klausul i en ejeraftale, der tillægger de andre kapitalejere ret til at købe kapitalandelene, formentlig blive accepteret af kurator. Dette skyldes, at kurator oftest vil stå i en situa­tion, hvor der ikke er andre køberemner til kapitalandelene end de oprindelige ejere. Af samme årsag vil der i disse tilfælde typisk findes en pragmatisk løsning på værdiansættelsen af kapitalandelene.

Har kurator imidlertid købere til anden side eller et stædigt ønske om salg til en bestemt pris, vil konkursboet dog næppe kunne anses for direkte bundet af ejeraftalens bestemmelser om forkøbsrettigheder og en særlig værdiansættelse i den forbindelse.

Hvis ejerne derfor vil være sikre på, at en sådan klausul skal overholdes, må den i stedet optages i vedtægterne, så den bliver kendt af og dermed bindende for omverdenen. Som anført indledningsvist giver optagelsen af klausulen i vedtægterne dog anledning til andre bekymringer, herunder bestemmelsens offentlighed og spørgsmålet om bestemmelsen har vedtægtsmæssig relevans.

Efter Erhvervsstyrelsens praksis accepteres der ikke vedtægter, der generelt henviser til ejeraftaler.

Erhvervsstyrelsen angiver dog selv i deres vejledning, at der accepteres visse bestemmelser fra en ejeraftale indskrevet i vedtægterne, fx bestemmelser om en forkøbsret.

Selskabslovens § 67 indeholder en regulering af forkøbsrettigheder.

Selskabslovens § 67, stk. 1, 1. pkt. har følgende ordlyd:

”Bestemmer vedtægterne, at der i tilfælde af overgang af kapitalandele skal tilkomme kapitalejere eller andre forkøbsret, skal vedtægterne indeholde nærmere regler herom, herunder om fristen for udøvelse af forkøbsretten.”

Overgang af kapitalandele omfatter også de tilfælde, hvor overgangen skyldes konkurs.

Det vil derfor være muligt for ejere at indføre en bestemmelse i vedtægterne om ejernes forkøbsret i tilfælde af en medejers konkurs. På den vis kan ejerne i større omfang sikre sig selv og selskabets videre drift imod en af ejernes eventuelle senere konkurs.

Vil ejere af et selskab derfor sikre sig fuldstændig kontrol med salg af selskabets kapitalandele i tilfælde af en af ejernes senere konkurs, kan de med fordel overveje at indføre netop bestemmelsen om forkøbsret i selskabets vedtægter.

Ejerne skal dog i samme forbindelse være opmærksomme på ulemperne herved, da bestemmelsen således vil være offentlig, sværere at ændre senere hen og underlagt Erhvervsstyrelsens vurdering.