I morgen er der atter en dag
Kan man se noget i krystalkugler?
Storm P citeres ofte for at have udtalt ”det er svært at spå – især om fremtiden”. Det falder ikke svært at tro, at han er ophavsmanden, men det er han faktisk ikke. Citatets ejermand står tilsyneladende hen i det uvisse …
Tager vi fra starten fat i det uvisse, har foråret 2020 vist os alle en brutal virkelighed, som kom helt bag på os – og i sommeren 2020 forekommer mange fremtidige forhold at være uvisse i et ubehageligt omfang.
Store dele af erhvervslivet kørte vinkelret ind i en mur i marts 2020. Redningsvæsenet var i stort omfang hurtigt på pletten, og der blev reddet mange i forskellig grad. Hvorvidt redningsindsatsen sikrede overlevelse for stort set alle, er det på grund af langtidsskader endnu for tidligt at vurdere.
Hvad bringer morgendagen så?
Under normale forhold ville vi kunne give et ret godt bud på udviklingen i den kommende tid. Det kan vi ikke her i 2020, for vi aner ikke, om vi igen i efteråret nærmer os en ny mur – eller om vejen frem er ryddet for sten.
Hvis der så viser sig en ny mur, skal vi vurdere, om redningsvæsenet igen kan hjælpe de fleste ofre – eller om nye forhindringer tårner sig op. Hvis der ikke er forhindringer, kan vi på nogle områder ånde lettet op her og nu, for så vidt angår de nærmeste omgivelser.
Helt så enkelt er det ikke i en nation, der i stort omfang holdes oppe af en stor og værdifuld eksport til resten af verden. Vi er afhængige af, om de lande, der køber hos os – eller som leverer nødvendige ressourcer til os – også er sluppet fri af forhindringerne.
Oven i den udfordring er der yderligere noget, der kan forstyrre. Brexit udvikler sig ikke i skrivende stund i en god retning for de virksomheder, der eksporterer til UK, eller som fisker i de britiske farvande. I USA kan der i november blive valgt en ny præsident – eller den nuværende præsident kan blive hængende på Capitol Hill i fire år mere.
I Tyskland er Angela Merkel i sin sidste lederperiode, og efterfølgeren er der ikke klarhed om. I Rusland vil Vladimir Putin være præsident på livstid, i Brasilien fortsætter Bolsonaro med at være kontroversiel, Xi synes at udvide sin indflydelse i Hongkong, og i Venezuela synes Maduro ude af trit med virkeligheden – vi kan blive ved med at nævne usikkerhederne. Oven i det storpolitiske er der en stigende arbejdsløshed, der udfordrer hele verden.
Mange af problemstillingerne har altid været der i skiftende omfang og med skiftende adresse – så lad os nøjes med at konstatere, at der ud over virus er særlige udfordringer lige her og nu.
Budgetter
Forudsætningerne for virksomhedernes drift er ændret. Omsætning mangler, personale har været hjemsendt eller i værste fald opsagt, kunderne og/eller leverandørerne kan være væk eller i økonomisk uføre.
Mange har klaret sig igennem foråret 2020, men det vil være anbefalelsesværdigt, at den enkelte gør sig nogle tanker og udfører nogle beregninger, der ud fra forskellige scenarier viser konsekvenserne af de ændrede rammer for virksomhedens drift.
Forudsætningerne er sværere at vurdere end normalt, for vi aner ikke, hvad der sker i de kommende måneder. Det vil derfor være en god ide at se på sit budget med såvel pessimistiske som mere realistiske briller. Positive briller synes der ikke at være behov for, idet vi lige nu arbejder med at inddæmme risici.
Denne indgangsvinkel er ikke det samme som at mene, at man ikke skal være optimist og have et positivt sind – man skal blot være beredt.
Likviditet
Det er livsnødvendigt at have mulighed for at betale sine regninger. Budgettet er den eneste måde, man kan få overblik over den forventede likviditetsudvikling ved de enkelte scenarier.
Mange virksomheder har udnyttet mulighederne for kredit med hensyn til betaling af moms og A-skatter; og nogle har herudover lånt den allerede betalte moms af staten. I den kommende tid, typisk primo 2021, vil disse kreditter og lån skulle indfries.
Man skal derfor være opmærksom på, om den nødvendige likviditet er til stede til den tid – naturligvis bygget på de forudsætninger, man gør sig ved budgetlægningen.
Langt de fleste anvender et pengeinstitut til den daglige finansiering af driften, og der er normalt knyttet forskellige former for sikkerhed og maksimumkredit til pengeinstitutternes finansiering. Måske skal der ske refinansiering, måske skal der ske låneomlægning, måske skal kortfristede lån konverteres til langfristede lån, måske er der behov for yderligere finansiering – og måske er der særlige vilkår, der skal genforhandles.
En ting er sikkert: Pengeinstitutter bryder sig ikke om overtræk eller om den situation, hvor kunderne kommer styrtende to dage før, at det udækkede likviditetsbehov er der. Vil man have goodwill i pengeinstituttet, skal man vise, at man er en ansvarlig virksomhedsleder og sørge for, at kreditaftaler i nødvendigt omfang er på plads i god tid. Det gør det alt andet lige lettere at opnå den fornødne kredit – og med budgettet i hånden kan man også vise, at man forudser at kunne betale tilbage.
Er der andet, der kan gøres?
Der er med sikkerhed individuelle forhold i enhver virksomhed, så noget generelt kan være svært at fremføre. Der er imidlertid en post, der kunne være en overvejelse værd: Indkomstskatten.
Er ens virksomhed drevet i et selskab, kan det være en god ide at få nedsat den kommende selskabsskatterate, for så vidt det kan sandsynliggøres, at selskabets indtjening ikke kommer til at leve op til det forventede.
Er man selvstændig erhvervsdrivende, kan det ligeledes være en god ide at få gennemgået forskudsgrundlaget for 2020 (og 2021, der jo er på vej). Der er ingen grund til at betale B-skat, hvis den forventede indkomst ikke berettiger til det. Herudover kan en virksomhedsordning medføre, at der skal ses nærmere på hævninger, idet forudsætningen om indtjeningens størrelse ændres.
Nu er det så i morgen
… og vi er klar med råd og hjælp. Det samme er pengeinstitutterne og det offentlige redningsvæsen. En god løsning på dagens udfordringer er, at virksomhedsejerne er opmærksomme og tager de fornødne initiativer. Vi bør alle opretholde en positiv adfærd og gøre noget ved det, vi selv kan ændre på eller påvirke positivt.