Er du opdateret på de opregulerede beløbsgrænser i skattelovgivningen 2024-2025?
En række beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen opreguleres hvert år efter reglerne i personskattelovens § 20. Se en oversigt over udvalgte beløbsgrænser for 2024 og 2025.
For at sikre dig et overblik har vi lavet en oversigt over de mest relevante beløbsgrænser, som reguleres:
- Iværksætterpakken er vedtaget 19. december 2024, hvilket betyder, at grænsen for aktieindkomst, som beskattes med 27 %, stiger fra 61.000 kr. i 2024 til 67.500 kr. i 2025 (51.500 kr. 2010-niveau); 75.700 kr. i 2026 (57.800 kr. 2010-niveau) og 83.100 kr. i 2027 (63.400 kr. 2010-niveau). Ægtefæller har tilsammen et dobbelt bundfradrag på 2 gange beløbet, før der skal betales 42 % i skat.
- Topskattegrænsen stiger fra 588.900 kr. efter AM-bidrag i 2024 til 611.800 kr. efter AM-bidrag i 2025.
- Personfradraget stiger fra 49.700 kr. i 2024 til 51.600 kr. i 2025. Det betyder, at personer kan tjene mere, før de skal betales skat af indkomsten.
- Det maksimale beskæftigelsesfradrag stiger fra 45.100 kr. i 2024 til 55.600 kr. i 2025. Det betyder, at alle skatteydere med lønindkomst eller overskud fra selvstændig virksomhed kan få et højere fradrag i indkomsten.
- Det forventes, at et ”grønt” håndværkerfradrag genindføres med 8.600 kr., og at servicefradraget stiger til 17.500 kr. og udvides. Dette var en del af Finansloven 2024, og lovforslaget forventes vedtaget i januar 2025. I tabellen er alene anført det på nuværende tidspunkt gældende servicefradrag på 12.400 kr. for 2025.
- Progressionsgrænsen for ejendomsværdiskat er hævet, hvilket er en del af ændringerne omkring ejendomsværdiskat, som de nye vurderinger medførte. Ejendomsværdiskatten beregnes med 0,51 % op til progressionsgrænsen og med 1,4 % af den del, som ligger over progressionsgrænsen.
Beskrivelse | 2024 | 2025 |
Topskattegrænse | 588.900 | 611.800 |
Personfradrag | 49.700 | 51.600 |
Bundfradrag i positiv nettokapitalindkomst | 50.500 | 52.400 |
Progressionsgrænse for aktieindkomst | 61.000 | 67.500 |
Loft for indskud på aktiesparekonto | 135.900 | 142.500 |
Bundfradrag ved udlejning af fritidsboliger fra tredjepart | 46.100 | 47.900 |
Bundfradrag ved udlejning af helårsboliger fra tredjepart | 32.300 | 33.500 |
Maks. beskæftigelsesfradrag | 45.100 | 55.600 |
Maks. fradrag for udgifter til arbejdsløn for serviceydelser | 11.900 | 12.400 |
Progressionsgrænse for ejendomsværdiskat | 3.040.000 | 9.200.000 |
Indregningsgrænse for restskat | 23.100 | 24.000 |
Bundfradrag ved gaveafgift | 71.500 | 74.100 |
Bundfradrag ved gaveafgift, svigerbørn | 25.000 | 25.900 |
Skattepligtigt beløb ved fri telefon | 3.100 | 3.200 |
Småanskaffelsesgrænse jf. afskrivningsloven § 11 | 15.600 | 16.200 |
Småsaldigrænse og småaktivgrænse jf. afskrivningslovens §§ 5 og 6 | 33.100 | 34.400 |