Er du opdateret på de opregulerede beløbsgrænser i skattelovgivningen 2024-2025?

Er du opdateret på de opregulerede beløbsgrænser i skattelovgivningen 2024-2025?

En række beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen opreguleres hvert år efter reglerne i personskattelovens § 20. Se en oversigt over udvalgte beløbsgrænser for 2024 og 2025.

02-01-2025

For at sikre dig et overblik har vi lavet en oversigt over de mest relevante beløbsgrænser, som reguleres:

  • Iværksætterpakken er vedtaget 19. december 2024, hvilket betyder, at grænsen for aktieindkomst, som beskattes med 27 %, stiger fra 61.000 kr. i 2024 til 67.500 kr. i 2025 (51.500 kr. 2010-niveau); 75.700 kr. i 2026 (57.800 kr. 2010-niveau) og 83.100 kr. i 2027 (63.400 kr. 2010-niveau). Ægtefæller har tilsammen et dobbelt bundfradrag på 2 gange beløbet, før der skal betales 42 % i skat.

  • Topskattegrænsen stiger fra 588.900 kr. efter AM-bidrag i 2024 til 611.800 kr. efter AM-bidrag i 2025.

  • Personfradraget stiger fra 49.700 kr. i 2024 til 51.600 kr. i 2025. Det betyder, at personer kan tjene mere, før de skal betales skat af indkomsten. 

  • Det maksimale beskæftigelsesfradrag stiger fra 45.100 kr. i 2024 til 55.600 kr. i 2025. Det betyder, at alle skatteydere med lønindkomst eller overskud fra selvstændig virksomhed kan få et højere fradrag i indkomsten.

  • Det forventes, at et ”grønt” håndværkerfradrag genindføres med 8.600 kr., og at servicefradraget stiger til 17.500 kr. og udvides. Dette var en del af Finansloven 2024, og lovforslaget forventes vedtaget i januar 2025. I tabellen er alene anført det på nuværende tidspunkt gældende servicefradrag på 12.400 kr. for 2025. 

  • Progressionsgrænsen for ejendomsværdiskat er hævet, hvilket er en del af ændringerne omkring ejendomsværdiskat, som de nye vurderinger medførte. Ejendomsværdiskatten beregnes med 0,51 % op til progressionsgrænsen og med 1,4 % af den del, som ligger over progressionsgrænsen. 

 

Beskrivelse 2024 2025
Topskattegrænse 588.900  611.800 
Personfradrag 49.700  51.600 
Bundfradrag i positiv nettokapitalindkomst   50.500  52.400 
Progressionsgrænse for aktieindkomst 61.000  67.500 
Loft for indskud på aktiesparekonto 135.900  142.500 
Bundfradrag ved udlejning af fritidsboliger fra tredjepart 46.100  47.900 
Bundfradrag ved udlejning af helårsboliger fra tredjepart 32.300  33.500 
Maks. beskæftigelsesfradrag 45.100  55.600 
Maks. fradrag for udgifter til arbejdsløn for serviceydelser  11.900  12.400 
Progressionsgrænse for ejendomsværdiskat 3.040.000  9.200.000 
Indregningsgrænse for restskat 23.100  24.000 
Bundfradrag ved gaveafgift 71.500  74.100 
Bundfradrag ved gaveafgift, svigerbørn 25.000  25.900 
Skattepligtigt beløb ved fri telefon 3.100  3.200 
Småanskaffelsesgrænse jf. afskrivningsloven 15.600  16.200