En tiltagende undren

Der er forbløffende meget, man kan undre sig over, når man er borger i et gennemreguleret velfærdssamfund som det danske.

Listen med emner synes i hvert fald endeløs inde i mit hoved. Det behøver selvfølgelig ikke skyldes lovkomplekset med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer samt forudsætningsgivende forordninger og direktiver. Det kan også blot skyldes en begrænset kapacitet i det øverst placerede organ og manglende evne – og måske vilje – til at se det smukke og velmenende i reguleringsvirvaret.

Tag nu fx miljøafgifterne. Disse afgifter er i bund og grund blot punktafgifter, der er pålagt varer, der er skadelige for miljøet. Det giver for så vidt god mening. Men er det overhovedet den reelle begrundelse? Der er jo også afgift på chokolade og is, og der er begrundelsen blot en anden.

Hvis miljøafgifterne skulle være udtryk for, at vi vil have mindre miljøsvineri, så ville det da give rigtig god mening at lægge store afgifter på brændeovne. De forurener voldsomt. Det har også i flere omgange været drøftet i politikerkredse, om brændeovne burde pålægges afgifter, men det er aldrig blevet til andet end ufiltreret røg. Tilsyneladende er begrundelsen, at afgiften vil ramme socialt skævt, men hvordan retfærdiggør man så afgifterne på benzin og diesel?

Vi har også i adskillige år hørt politikerne overbyde hinanden, når det handler om at placere Danmark i den absolutte elite inden for digitalisering. Derfor virkede det også gennemtænkt, at vi ikke længere skulle beskattes af fri telefon og multimedier, for IT-motorvejen skulle være fri og let tilgængelig for alle.

Nu er der så brug for flere skattekroner for at få velfærden finansieret. Formålet er nobelt, og som de fleste andre har jeg ikke noget imod at bidrage yderligere til netop dette, men hvad blev der lige af ambitionen om at fastholde Danmark i eliten? Kunne det ikke også være med til at sikre den fremtidige velfærd? Og rammer multimediebeskatningen ikke lige så socialt skævt som afgifter på brændeovne? Dog uden at skade miljøet – under forudsætning af at de gigantiske serverparker forsynes med strøm fra vindmølleparker, der i hvert fald er miljøvenlige i produktionsfasen.

Er der sammenhæng mellem de store ambitioner for miljøet og en dansk digitaliseringsoverlegenhed på den ene side og en tilsyneladende uopfindsom og rutinepræget finansieringspolitik på den anden?

Man undrer sig.