En sang fra de varme lande
Den kommende lovgivning om rapportering på bæredygtighedsområdet vil give alle interessenter i en virksomhed indsigt i dennes klimaaftryk, ledelseshåndtering og sociale ansvar
Til trods for årtiers politiske ambition om forenkling af lovgivningen – ikke mindst for erhvervslivet – er det vanskeligt at finde nogen uden for Slotsholmen, der mener, at dette er lykkedes. Man kan nok også finde nogen, der til dagligt færdes på Slotsholmen, der heller ikke er imponerede over de administrative lettelser. I hvert fald uden for referat.
På denne plads i Facit har jeg ofte tilladt mig at sætte spørgsmålstegn ved, om de mange bureaukratiske indsatser overhovedet fører til de ønskede resultater. Denne for en revisor naturlige skepsis har jeg stadig, men jeg er ikke blind for, at en omfattende regulering langt hen ad vejen er en uundgåelige konsekvens i et samfund og en verden med meget høj aktivitet, meget handel på tværs af grænser, omfattende transport af både mennesker og gods osv.
I årevis har vi talt om belastningen af miljøet, og i takt med den massive vækst i antallet af mennesker har vi nået et punkt, hvor de negative konsekvenser for miljøet er synlige for de fleste og kun benægtes af de færreste.
Vi har allerede forsøgt at løse udfordringerne gennem en længere årrække, og det ville nok være en tilsnigelse at påstå, at det udelukkende har været ad frivillighedens vej. Til trods for lovgivning, et mærkbart afgiftstryk (i hvert fald i vores lille land) og masser af omtale i medierne, er det alligevel gået den forkerte vej.
Med de kommende regler om rapportering på bæredygtighedsområdet forsøges nye metoder. Ved at give alle interessenter i en virksomhed indsigt i dennes klimaaftryk, ledelseshåndtering og sociale ansvar, antages det, at forventningstrykket fra interessenterne får både virksomheder og forbrugere til at ændre adfærd.
Det sidste er nok det sværeste: at få os forbrugere til at ændre adfærd. Der er desværre stadig stor forskel på det, vi siger, det vi gør, og det vi siger, vi gør. Når det gode tilbud på en vinterfrakke lokker, fortrænger for mange af os desværre de gode intentioner og glemmer at vurdere, om det dejlige stykke tekstil er produceret bæredygtigt.
Det er under alle omstændigheder ikke en nem øvelse, man som virksomhed står overfor. Der er udfordringer med at identificere relevante data og få disse registreret på en hensigtsmæssig måde. Der har heller ikke været fuldstændig enighed om, hvilke data og på hvilken måde disse skulle rapporteres, men netop denne del vil den kommende lovgivning og vejledning være med til at skabe rammer for.
Endelig stilles der krav om, at rapporteringen skal underlægges ”revision”, så omverdenen kan føle sig lige så tryk ved data i bæredygtighedsrapportering, som de kan ved finansiel rapportering.
Alt i alt står vi endnu engang med en stor pakke med krav til virksomhederne. Min skepsis får mig igen til at tænke, om de mange nye regler nu også fører til mere bæredygtig produktion og distribution, men hvis vi ikke gør noget, risikerer vi, at en sang fra de varme lande i fremtiden er en dansk vise. Lad os krydse fingre for, at det virker efter hensigten.
God fornøjelse med læsningen.
På denne plads i Facit har jeg ofte tilladt mig at sætte spørgsmålstegn ved, om de mange bureaukratiske indsatser overhovedet fører til de ønskede resultater. Denne for en revisor naturlige skepsis har jeg stadig, men jeg er ikke blind for, at en omfattende regulering langt hen ad vejen er en uundgåelige konsekvens i et samfund og en verden med meget høj aktivitet, meget handel på tværs af grænser, omfattende transport af både mennesker og gods osv.
I årevis har vi talt om belastningen af miljøet, og i takt med den massive vækst i antallet af mennesker har vi nået et punkt, hvor de negative konsekvenser for miljøet er synlige for de fleste og kun benægtes af de færreste.
Vi har allerede forsøgt at løse udfordringerne gennem en længere årrække, og det ville nok være en tilsnigelse at påstå, at det udelukkende har været ad frivillighedens vej. Til trods for lovgivning, et mærkbart afgiftstryk (i hvert fald i vores lille land) og masser af omtale i medierne, er det alligevel gået den forkerte vej.
Med de kommende regler om rapportering på bæredygtighedsområdet forsøges nye metoder. Ved at give alle interessenter i en virksomhed indsigt i dennes klimaaftryk, ledelseshåndtering og sociale ansvar, antages det, at forventningstrykket fra interessenterne får både virksomheder og forbrugere til at ændre adfærd.
Det sidste er nok det sværeste: at få os forbrugere til at ændre adfærd. Der er desværre stadig stor forskel på det, vi siger, det vi gør, og det vi siger, vi gør. Når det gode tilbud på en vinterfrakke lokker, fortrænger for mange af os desværre de gode intentioner og glemmer at vurdere, om det dejlige stykke tekstil er produceret bæredygtigt.
Det er under alle omstændigheder ikke en nem øvelse, man som virksomhed står overfor. Der er udfordringer med at identificere relevante data og få disse registreret på en hensigtsmæssig måde. Der har heller ikke været fuldstændig enighed om, hvilke data og på hvilken måde disse skulle rapporteres, men netop denne del vil den kommende lovgivning og vejledning være med til at skabe rammer for.
Endelig stilles der krav om, at rapporteringen skal underlægges ”revision”, så omverdenen kan føle sig lige så tryk ved data i bæredygtighedsrapportering, som de kan ved finansiel rapportering.
Alt i alt står vi endnu engang med en stor pakke med krav til virksomhederne. Min skepsis får mig igen til at tænke, om de mange nye regler nu også fører til mere bæredygtig produktion og distribution, men hvis vi ikke gør noget, risikerer vi, at en sang fra de varme lande i fremtiden er en dansk vise. Lad os krydse fingre for, at det virker efter hensigten.
God fornøjelse med læsningen.