Briternes exit

Briternes exit

– og de momsmæssige udfordringer ved onlinesalg til og fra Storbritannien

14-08-2021

Den 1. januar i år trådte Storbritannien definitivt ud af EU-samarbejdet i told- og momsmæssig henseende. Dette har ført en del udfordringer med sig for den varehandel, der foregår mellem Danmark som medlemsland i EU og Storbritannien. 

Særligt ved onlinesalg til privatpersoner i Storbritannien er der nogle foranstaltninger, som skal iagttages, ligesom der også er økonomiske konsekvenser. Danske forbrugere, der handler varer online fra Storbritannien, har også allerede måttet sande, at briternes farvel har medført besværligheder.

Indtil årsskiftet kunne danske virksomheder, der solgte varer direkte til engelske forbrugere, afregne dansk moms af salget, hvis den årlige omsætning til England var under 100.000 GBP, svarende til ca. 750.000 danske kroner. 

Som medlem af EU havde England nemlig valgt, at registreringsgrænsen for onlinesalg af varer skulle være 100.000 GBP, hvorved EU-virksomhederne kunne undlade at blive momsregistreret i England og i stedet afregne lokal moms af salget. 

Nogle danske virksomheder, der solgte varer til engelske forbrugere, valgte dog frivilligt at blive momsregistreret i England, selv om registreringsgrænsen ikke var overskredet, og kunne dermed afregne 20 procent engelsk moms af salget. 

Registreringsprocessen i England og tildeling af et engelsk momsnummer var relativt enkel, mens briterne stadig var medlem af EU. Dette er der blevet ændret på nu, hvor briterne har meldt sig ud af EU. Registreringsprocessen er blevet besværlig og langsommelig, hvilket allerede har taget modet fra mange danske virksomheder, som hidtil har solgt varer til Storbritannien, og som nu er forpligtet til at afregne og indberette engelsk moms. Nogle virksomheder har endda blokeret for, at briterne kan handle på deres hjemmeside som følge af de besværligheder, dette vil føre med sig.

Siden 1. januar 2021 skal samtlige danske virksomheder, der sælger varer online fra egen hjemmeside til engelske forbrugere, opkræve engelsk moms. Registreringsgrænsen på de 100.000 GBP er således afskaffet i forbindelse med briternes farvel til told- og momssamarbejdet i EU.

Efter de nye britiske regler skal udenlandske sælgere, herunder danske onlinevirksomheder, momsregistreres og betale engelsk moms, hvis der sker et enkelt salg af en vare med en værdi under 135 GBP (svarende til ca. 1.000 danske kroner) til en privat forbruger i Storbritannien. Er værdien af varen over 135 GBP, kan momsafregningen og eventuel toldbetaling (pligten til at betale told- og importmoms) flyttes til aftageren, således det er forbrugerens ansvar at få afregnet afgifterne.

Foruden at man som dansk virksomhed skal have fokus på, om salget af varen er over eller under 135 GBP, og at britisk faktureringspligt skal iagttages, når virksomheden bliver registreringspligtig i Storbritannien, skal der også sondres mellem salg fra egen hjemmeside eller via en onlinemarkedsplads. Sælges der varer til britiske privatpersoner via en onlinemarkedsplads, er det markedspladsen, der skal registreres og afregne moms i Storbritannien.

Ud over de moms- og toldmæssige tiltag, som Briternes farvel til EU har medført, har det også betydning, hvordan danske virksomheder foretager markedsføring rettet mod engelske forbrugere. Inden for EU skal en virksomhed blot overholde loven i det land, hvor virksomheden er etableret, også kaldet ”afsenderlandprincippet”. Med Storbritannien uden for EU gælder ”afsenderlandprincippet” ikke, og derfor skal den britiske markedsføringslovgivning nu overholdes.

Det er ikke kun salg af varer online til britiske forbrugere, der kan føre til, at danske virksomheder skal momsregistreres i England. Salg af elektronisk leverede tjenesteydelser vil også medføre pligt til at blive registreret hos de engelske skattemyndigheder (HMRC). Elektroniske tjenesteydelser er eksempelvis hosting af webside, telefoni, salg af software, salg af billeder, tekst, informationer, musik og fjernundervisning.

Salg af disse tjenesteydelser kunne indtil 31. december 2020 håndteres via MOSS-ordningen, hvorved omsætning og momsbeløb blev angivet og indbetalt til Skattestyrelsen i Danmark, hvorefter Skattestyrelsen sendte pengene og informationerne videre til de britiske myndigheder. Dette er ikke mu-ligt længere, idet briterne ikke er en del af EU-samarbejdet.

Køb via nettet fra Storbritannien har også medført besværligheder. Således er køb fra Storbritannien, som foretages af privatpersoner, blevet mere omstændeligt. Private forbrugere har siden 1. januar 2021 skullet være opmærksomme på varens pris og oprindelse. 

Begge dele har indflydelse på, hvilke ekstra afgifter, der kommer oven i prisen for selve varen. Aftalen mellem EU og Storbritannien giver private mulighed for, at der ikke skal betales told men alene importmoms af den vare, der købes i Storbritannien.  

Købes der varer for mindre end 1.150 kr., skal der ikke betales told, men dog importmoms. Købes der varer for mere end 1.150 kr., og kan det dokumenteres, at varerne har oprindelse i Storbritannien, skal der som hovedregel heller ikke betales told ved indførslen. Købes der derimod varer for mere end 1.150 kr., og har varerne ikke oprindelse i Storbritannien, skal der betales told. Hvor meget, der skal betales i told, afhænger af den specifikke vare, som indføres.   

For at en vare kan anses for at have oprindelse i Storbritannien, skal varen enten være fuldt ud fremstillet eller være tilstrækkeligt bearbejdet i Storbritannien. I handelsaftalen mellem parterne står det beskrevet, hvornår disse betingelser er opfyldt, og dermed hvornår muligheden for ikke at skulle betale told er til stede. 

Dokumentationen for varens oprindelse består af en såkaldt “udtalelse om oprindelse" (statement on origin) fra den sælgende virksomhed, hvor netbutikken erklærer, at den vare, der handles, har oprindelse i Storbritannien. Udtalelsen om oprindelse vil typisk være påført fakturaen eller i et andet handelsdokument.

Danske virksomheder, der sælger varer eller tjenesteydelser til privatpersoner i Storbritannien, bør forholde sig aktivt til de nye regler og finde ud af, hvorvidt de er forpligtet til at indhente en momsregistrering hos HMRC og afregne engelsk moms af salget. Da det er en omfattende proces nu, hvor Storbritannien ikke længere er en del af det smidige EU-samarbejde, vil vi opfordre til at være opmærksom på de nye pligter.