Bestyrelsens ansvar og valg af ansvarsforsikring

Ved fastlæggelsen af, hvilke normer der skal gælde for ledelsen i kapitalselskaber, er der overordnet to hensyn, der står over for hinanden. Dels hensynet til at sikre kapitalejere, kreditorer, medarbejdere m.v. mod tab og dels hensynet til at give bestyrelse eller tilsynsråd og direktion den nødvendige frihed til at træffe forretningsmæssige beslutninger, som er nødvendige for driften af et selskab og i alles interesse.

Ved vurderingen af ledelsesansvaret i kapitalselskaber er bestyrelsen underlagt en culpanorm.

Denne artikel giver en kortfattet introduktion til culpanormen samt bestyrelsens mulighed for at afdække et eventuelt ledelsesansvar via en bestyrelsesansvarsforsikring.

Culpa som baggrund for ledelsens ansvar

Udgangspunktet i dansk ret, hvor intet andet følger af lov eller retspraksis, er, at ansvarsgrundlaget er culpa. Culpareglen har den fordel, at den er fleksibel, idet det er op til domstolene at vurdere, hvad der er culpøst i det konkrete tilfælde. Culpareglen kan med andre ord ”følge med tiden”. Området for ledelsesansvar er underlagt en culpabedømmelse. Culpareglen er for medlemmer af selskabets ledelse kodificeret i selskabslovens (SL) § 361, stk. 1, der er formuleret således:

”Stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kapitalselskabet skade, er pligtige til at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand.”

Oprindeligt tog man i culpavurderingen udgangspunkt i en bonus pater familias-standard, hvorefter en person antages at have handlet uagtsomt, såfremt personen ikke udviser den grad afagtpågivenhed, som en god og fornuftig person ville udvise i en tilsvarende situation.

Bonus pater-figuren som grundlag for culpavurderingen har imidlertid været udsat for kritik, hvor det bl.a. har været fremført, at bonus pater-figuren per definition ikke kan begå fejl, hvorfor denne netop ikke er en bonus pater (en god familiefader). Endvidere er bonus pater-figuren fra en mere ”simpel” tid, hvor tilværelsen var overskuelig forstået på den måde, at det var enklere at sætte sig ind i vilkårene for livet i samfundet. I dag er specialiseringen og kravene til viden, uddannelse m.v. så høje, at det ofte kan savne mening at sammenligne den konkret handlende person med en bonus pater familias.

I dag antages det derfor almindeligvis, at culpareglen er underlagt en objektiveret bedømmelse. Denne objektivering af ansvarsbedømmelsen betyder, at man i modsætning til at se på, hvad en fornuftig person plejer at gøre i tilsvarende situationer, i stedet foretager en bedømmelse af, om den konkret udviste adfærd afviger fra på forhånd anerkendte adfærdsmønstre. Efter den klassiske bonus pater familias lære var det relevante spørgsmål: Handlede personen uforsigtigt/uforsvarligt? Efter den objektiverede bedømmelse er spørgsmålet anderledes: Var den måde, hvorpå skadevolderen handlede, den rette?

Efter culpareglen kan der ifaldes erstatningsansvar for påregnelige skader, som forvoldes ved retsstridige handlinger eller undladelser, og som skadevolder har begået forsætligt eller uagtsomt. Udgangspunktet ved denne vurdering er, om der foreligger en adfærd, der kan siges at være retsstridig. For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at fastlægge en norm for, hvad der i den givne situation udgør en retsstridig adfærd, og dette kan være styret af retsregler i den relevante lovgivning eller normer, der har udviklet sig i forbindelse med bestemte hverv eller funktioner.

Bestyrelsens pligter og typiske ansvarssager

Den norm, der særligt fastlægger, hvad der udgør ”retsstridig adfærd”, er for ledelsesmedlemmer i kapitalselskaber reguleret i selskabsloven.

Ved en gennemgang af selskabsloven, herunder særligt SL § 115 og SL § 127, som baggrund for den objektiverede culpabedømmelse, bliver det herefter klart, at bestyrelsens overordnede pligter (og ansvar) kan rubriceres således:

• Pligt til at føre tilsyn med selskabets økonomi
• Pligt til at føre tilsyn med selskabets direktion
• Pligt til at sikre en forsvarlig organisation, herunder foretagerisikostyring
• Pligt til at agere loyalt over for selskabet, kreditorerne og kapitalejerne.

Disse fire generelle pligt-/ansvarskategorier fører til, at en ledelsesansvarssag typisk vil udmøntesig i et krav fra enten:

• Selskabet (eller dettes konkursbo)
• En kapitalejer/flere kapitalejere
• En enkelt/flere kreditorer eller tredjemand.

Ansvarsforsikring og valg heraf

Som følge af det ansvar, der følger med rollen som bestyrelsesmedlem, vælger flere og flere at forsikre sig via ledelses-/bestyrelsesansvarsforsikringer.

En gennemgang af vilkårene hos de forskellige forsikringsselskaber viser dog, at det er særdeles vigtigt at læse de generelle betingelser, inden der tegnes en ledelsesansvarsforsikring, idet der er væsentlige forskelle i vilkårene og dermed dækningen.

Nedenfor er vist et eksempel på undtagelsesbestemmelserne i en ledelses­ansvarsforsikring fra et af Danmarks største forsikringsselskaber. Af deres vilkår fremgår følgende undtagelser:

”Forsikringen dækker ikke

• Krav, der direkte eller indirekte vedrører offentlige skatter og afgifter
• Krav rejst af selskabet eller et associeret selskab, hvad enten kravet rejses i selska- bets navn eller rejses af en aktionær på selskabets vegne, medmindre kravet hviler på en generalforsamlingsbeslutning og beslutningen er eller kunne have været vedtaget uden deltagelse, herunder ved fuldmagt af aktionærer, som også er sikrede som bestyrelsesmedlem eller direktør
• Krav rejst af eller på vegne af en aktionær/anpartshaver, der via sin aktiebesiddelse/anpart har udøvet en bestemmende indflydelse i virksomheden.”

Dette betyder overordnet, at forsikringen ikke dækker:

• Krav der direkte eller indirekte vedrører skatter, moms m.v. (der vil næsten altid være krav fra Skattestyrelsen ved et selskabs konkurs)
• Krav rejst af selskabet mod et bestyrelsesmedlem, medmindre ovenstående forudsætninger er opfyldt
• Krav rejst af en kapitalejer, hvis denne har udøvet en bestemmende indflydelse i virksomheden.

Der er således tale om væsentlige undtagelser til en forsikringsdækning. I praksis kan det konstateres, at et eventuelt ledelsesansvar ofte vil hidrøre fra særligt pkt. 1 og 2 oven for.

Lidt kækt kan man stille det spørgsmål, hvad man betaler for ved en sådan forsikring med ovenstående undtagelser?

Det må således overordnet anbefales, at man som bestyrelse i sit valg af ansvarsforsikring er særlig opmærksom på vilkårene hos de forskellige forsikringsselskaber, da disse er væsensforskellige fra selskab til selskab.