Ansvarsfordelingen mellem bestyrelse og direktion

Kompetencefordelingen mellem direktion og bestyrelse i danske kapitalselskaber, herunder de regler, der regulerer selskabers aftaleindgåelse, er emnet for nærværende artikel. Emnet er aktualiseret via en række aktuelle ”sager”, der understreger vigtigheden af at kende til spillereglerne.

Rollefordelingen i selskabet – direktionens kompetence

I et dansk kapitalselskab (eksempelvis et anpartsselskab eller aktieselskab), der har valgt en ledelsesstruktur, hvor selskabet har en bestyrelse og en direktion, følger det af selskabsloven, at bestyrelsen skal varetage ”den overordnede og strategiske ledelse og sikre en forsvarlig organisation af kapitalselskabets virksomhed”, ligesom bestyrelsen på en række punkter skal påse, at selskabet drives på en forsvarlig måde.

Tilsvarende følger det af selskabsloven, at direktionen skal varetage den ”daglige ledelse af kapitalselskabet”, herunder sikre, at selskabet drives forsvarligt.

Hvad ligger der så i selskabslovens beskrivelse af bestyrelsens og direktionens opgaver? Det korte og nok også mest korrekte svar er, at det kommer an på det konkrete selskab og dets forhold, men visse overordnede betragtninger vil dog kunne anvise de fundamentale forskelle.

For direktionens vedkommende hedder det i selskabsloven, at ”Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter kapitalselskabets forhold er af usædvanlig art eller stor betydning.”

Bestemmelsen giver ikke megen konkret vejledning, men er et udtryk for det åbenlyse faktum, at den samme disposition ikke nødvendigvis har samme indvirkning på selskabets forhold og økonomi i det lille lokale selskab og i det store børsnoterede selskab. Hvad der omfattes af den daglige ledelse af et selskab må altså afgøres konkret.

Bestyrelsen er som nævnt ansvarlig for den overordnede og strategiske ledelse, hvorfor også dispositioner, der har direkte indvirken på selskabets strategi, må forelægges bestyrelsen eller træffes af direktionen efter bemyndigelse fra bestyrelsen.

Derudover er der en række konkrete beslutninger, som efter selskabsloven skal træffes eller tiltrædes (hvor beslutningen skal træffes af generalforsamlingen) af bestyrelsen. Det drejer sig bl.a. om kapitalafgang fra selskabet i form af udbytteudlodning, kapitalnedsættelser mv.

Endeligt og ganske åbenbart kan en direktør ikke indgå aftaler med sig selv eller i øvrigt agere i andre tilfælde, hvor direktøren er inhabil, og i sådanne tilfælde må beslutningen derfor ”skydes opad”.

Som det fremgår, er direktionens kompetence, hvor selskabsloven ikke konkret bestemmer noget andet, altså positivt afgrænset til den daglige ledelse og negativt afgrænset af dispositioner, som er usædvanlige eller af stor betydning for det konkrete selskab. Det kræver altså et relativt indgående kendskab til selskabet præcist at fastsætte kompetencefordelingen.

I praksis bør en bestyrelse derfor sikre sig en klar rollefordeling mellem bestyrelsen og direktionen ved udarbejdelse af en mere eller mindre formel instruks for direktionen og/eller ved fastsættelse i bestyrelsens forretningsorden.

Af instruksen bør det fremgå, hvilke konkrete beslutninger der skal forelægges bestyrelsen, ligesom det bør fremgå, hvordan direktionen i andre tilfælde end de, der er direkte omfattet af instruksen, kan vurdere, hvorvidt bestyrelsens godkendelse findes nødvendig.

Stillingsfuldmagten går kort og godt ud på, at tredjemand kan tillade sig at gå ud fra, at en direktør kan indgå aftaler, som en direktør normalt ville kunne indgå.

Indgåelse af aftaler med selskabet

I situationer hvor direktionen i et selskab indgår aftaler med tredjemand, herunder medarbejdere, er det ikke alene den beskrevne kompetencefordeling, der er afgørende for, om selskabet i sidste ende er bundet af sådanne aftaler.

Overordnet set kan en direktør indgå bindende aftaler på vegne af selskabet på baggrund af tegningsretten, en konkret fuldmagt, en stillings- eller adfærdsfuldmagt eller ved tildeling af prokura.

I det følgende er der ikke redegjort for reglerne om prokura eller de enkelte konkrete fuldmagtsformer, men alene de overordnede regler om tegningsret og stillingsfuldmagt.

Såfremt en direktør kan tegne selskabet alene, kan direktøren som udgangspunkt forpligte selskabet i alle forhold. Til det gælder dog en række undtagelser, hvoraf de i praksis mest relevante er følgende:   

Hvis direktøren handler i strid med de begrænsninger, der er fastsat i selskabsloven, er selskabet ikke bundet af aftalen. Eller med andre ord: Hvis direktøren forsøger at træffe en beslutning eller indgår aftaler, der konkret er henlagt til bestyrelsen eller generalforsamlingen i henhold til loven, er selskabet ikke bundet. Denne undtagelse omfatter imidlertid næppe beslutninger, som ligger i ”gråzonen” mellem, hvad der efter de almindelige bestemmelser om kompetencefordelingen henhører under bestyrelsen henholdsvis direktionen. Lige så væsentligt er det, at undtagelsen ikke omfatter beslutninger, som i henhold til vedtægterne for selskabet eller en ejeraftale skulle være truffet af fx bestyrelsen.

Selskabet er heller ikke bundet, hvis den tegningsberettigede har tilsidesat selskabets interesser væsentligt eller har overskredet sin bemyndigelse, dvs. den interne bemyndigelse givet af bestyrelsen eller generalforsamlingen i fx direktionsinstruksen, og tredjemand vidste eller burde vide dette.

Med den sidste undtagelse er vi i kernen af den almindelige fuldmagtslære, hvilket giver anledning til at minde om, at der ved siden af tegningsretten eksisterer den såkaldte stillingsfuldmagt.

Stillingsfuldmagten går kort og godt ud på, at tredjemand kan tillade sig at gå ud fra, at en direktør kan indgå aftaler, som en direktør normalt ville kunne indgå.

Det vil sige, at en bestyrelse må holde sig for øje, at det ikke er tilstrækkeligt at indskrænke direktørens tegningsret og registrere det i CVR-registeret, da der ved siden af tegningsretten også eksisterer en stillingsfuldmagt, som har sit eget liv, og som kan medføre, at selskabet bliver bundet af aftaler indgået af direktøren, uanset om direktøren er tegningsberettiget.

Den opmærksomme læser vil også bemærke, at det end ikke er tilstrækkeligt at fortælle direktøren, hvilke aftaler denne kan indgå uden bestyrelsens accept. Selskabet vil stadig være forpligtet af aftalen, hvis den ligger indenfor rammerne af, hvad en tilsvarende direktør normalt vil kunne indgå af aftaler, og hvis tredjemand ikke er bekendt med indskrænkningen af direktørens bemyndigelse.

Da det er vanskeligt for et selskab og dets bestyrelse at give udtryk for sådanne indskrænkninger til hele omverdenen, er vi her tilbage ved anbefalingen om en direktionsinstruks.

Hvis det står klart for direktøren, at direktøren er ved at indgå en aftale, som bør godkendes af bestyrelsen, hvad det vil gøre, hvis det fremgår af en instruks, vil aftalen nok være bindende for selskabet, men direktøren vil være erstatningsansvarlig overfor selskabet.